Det læser de besøgende på HOCKEYMAGASINET lige nu

Anders Skou

Rasmus Andersson: Fremtiden ser virkelig lovende ud

Han er ung, loyal, positiv og indehaveren af en yderst giftig first-timer. Vi har denne gang taget os en snak med Rasmus Andersson, der er klar til sin ottende sæson i Rungsted.

Hvad har du lavet siden sidste sæson sluttede? 

Som følge af vores tidlige exit i playoff, har sommeren været længere end normalt i år. Jeg har brugt tiden på studie, kammerater, familie, golf, rejser og sommertræning. Sommeren har været god, men det er nu ret spændende at det hele snart starter op igen. 

Efter flere succesrige sæsoner for Rungsted, har de seneste to ikke helt levet op til forventningerne. Der har været stor udskiftning på jeres hold, efter flere år med den samme stamme. Hvordan ser du den proces? Hvordan mener du i står til denne sæson? 

I sportens verden er det helt naturligt, at et hold gennemgår forskellige faser. Efter flere succesrige sæsoner, som vi havde med Rungsted, vil der uundgåeligt komme en tid, hvor man skal genopbygge og forny sig. Denne tid er vi gået ind i, men fremtiden ser virkelig lovende ud, helt fra udskiftningen i toppen af organisationen, til samarbejdet med Marcus og Håkan. Det er en lidt anderledes proces end jeg tidligere har prøvet, men utroligt spændende at være med, som en af de “ældre” spillere, til at bygge noget godt op. Vi har et ungt hold, men jeg tror på, at vi vil være at finde i den sjove del af tabellen. 

Du har jo efterhånden udviklet dig til en af ligaens absolut mest farlige spillere i powerplay. Som en dansk Ovechkin, står du bare og klapper dem ind. Er det noget du har trænet på, eller noget der bare altid har faldet dig naturligt? 

Det har altid føltes relativt naturligt for mig, men der ligger også en del træning bag fra min tid i Sverige. Forklaringen på de mange mål ligger dog hos mine holdkammerater og de powerplays, jeg har været en del af. De har været dygtige til at sætte mig op i de rigtige positioner. 

Du er klar til din ottende sæson som spiller i Rungsted. Hvad gør Rungsted til et godt sted at spille ishockey? 

Det er der rigtig mange grunde til. Hele organisationen, lige fra de frivillige og til vores engagerede ejere og ansatte på kontoret, gør det til et behageligt sted at være. Hertil har jeg haft mange rigtig gode holdkammerater igennem alle årene. 

Du er 27 år. Har du planer om at prøve noget andet på et tidspunkt?

Nu har jeg kontrakt i en sæson til, og herefter må vi se hvad fremtiden bringer. Jeg trives i hvert fald rigtig godt i Rungsted og elsker at spille her.
 

Der skal lyde en stor tak til Rasmus for at tage sig tiden til en snak, og god vind for ham og holdkammeraterne i den kommende sæson.

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER