Thomas Søndergaard: Fokus på spillet med og uden puck
To sejre i sidste uge over Esbjerg Energy og Herning Blue Fox har givet selvtillid hos Frederikshavn White Hawks, men det får ikke hjemmeholdets Thomas Søndergaard til at tage let på aftenens opgør imod Rungsted Seeir Capital.
- Det bliver endnu en svær kamp, for Rungsted kommer også med en sejr i baggagen, og har fået en god start på Metal Ligaen. Vi skal gribe kampen an som de andre hidtil, hvor vi fokuserer på vores eget spil, med og uden puck, så vi ikke giver så mange chancer væk. Og så skal vi naturligvis være skarpe på de chancer vi får udtaler Thomas Søndergaard til klubbens hjemmeside.
Nordjyderne har måtte undvære Jesper Thörnberg i det meste af grundspillet og nu er Pärna rejst hjem og Nikolaj Kristensen stoppet.
- Selvom vi har haft skader, og vi havde tre kampe i sidste uge, så har vi haft fire kæder i alle kampene. Dem der er kommet ind har gjort det rigtig godt, så det er bare at fortsætte med at køre på, også selvom nogle af kampene ligger tæt. Sådan har det altid været, og det er helt fint slutter Thomas Søndergaard af til klubbens hjemmeside.