LIVE - Mest læste ishockeynyheder

Thomas Sørensen

André takker af: Odense skal have ny Cheftræner til deres Kvindeliga

Efter først et år som assisterende træner og derefter 2 år som Cheftræner for Odenses Kvindeliga, hvor André har været med til at sikre pigerne 3 bronzemedaljer i kvindeligaen, er det nu tid til at fokusere på familien.

I dette interview taler vi med André Rottwitt Stejlsted, der efter denne sæson, har besluttet at træde tilbage som cheftræner for Odenses Kvindeliga.

André deler sine tanker om beslutningen, hans tid som cheftræner, de udfordringer og højdepunkter han har oplevet, samt hans fremtidsplaner.

Han reflekterer over holdets udvikling, samarbejdet med spillerne og trænerstaben, samt hvad han tror der skal til for at kvinde ishockey kan vokse yderligere i Danmark.

HM: Hvad ligger bag din beslutning om at træde tilbage som træner for Odenses Kvindeliga?

André: Det er ikke et farvel, men mere et på gensyn. Jeg har et arbejde, som jeg også bruger meget tid på, samt to unger som også gerne vil have deres far med til de sportsaktiviteter de deltager i.

Så det bliver lige en pause for nu. Jeg er ikke færdig med at træne og jeg kan godt se mig selv komme tilbage til Kvindeligaen om en sæson eller to, hvis der er plads til mig.

HM: Hvordan vil du beskrive din tid som cheftræner for Odenseholdet?

André: Jeg synes vi har flyttet rigtig meget, både med det sponsornetværk vi har skabt omkring pigerne, men også at vi har været tættere på Rødovre og Hvidovre igennem de sidste par sæsoner end tidligere og jeg kigger tilbage på de tre sæsoner med stolthed.

HM: Hvad har været de største udfordringer og højdepunkter i din trænerkarriere med holdet?

André: De største udfordringer har været at få alle til at være til træning på samme tid. 

Når du har et hold af unge spillere, som er på drengehold og også skal passe det og så de store piger, der har arbejde, Uni osv. så har det været svært nogle gange at få alle med på samme tid, til vores træninger.

Højdepunkterne har nok været semifinalerne mod Hvidovre sidste sæson og Rødovre i denne sæson. Det har været lige ved begge gange.

HM: Hvordan har du set holdet udvikle sig gennem sæsonerne, og hvad er du mest stolt af?

André: Jeg synes vi i år har høstet frugterne af at grundstammen har været den samme og vi har spillet noget af den bedste hockey i denne sæson.

Det har været fedt at se Brix, Peters og Oksbjerg ligger 1,2 og 3 på topscorerlisten i grundspillet og at de tre virkelig fandt melodien i år.

Så er det også fedt at se de unge piger udvikle sig, både på det tekniske og deres spilforståelse, men også følge med i at de efter en sommerferie pludselig er et hoved højere og 3-4kg tungere og det kan ses og mærkes på isen.

Jeg er stolt af alle pigerne, de har købt ind på konceptet og alle har arbejdet for at få tingene til at fungere.

HM: Hvordan har samarbejdet med spillerne og trænerstaben været, og hvordan har det påvirket holdets præstationer?

André: Man skal altid lige finde hinanden, når der kommer en ny træner ind ad døren.

Brix og jeg har haft et rigtig godt samarbejde, da hun som kaptajn har et stort ansvar, og hun hele tiden er i omklædningsrummet og har fingeren på pulsen.

Vi har haft mange gode snakke om, hvordan vi får det bedste ud af alle og det synes jeg vi er lykkedes rigtig godt med og det kan også ses på vores spil.

Så har jeg også haft en trofast støtte i Ulf Werner, som har en masse erfaring jeg har kunne trække på. Han har været guld værd, for både mig og holdet.

HM: Hvad er dine planer for fremtiden efter din fratræden som cheftræner?

André: Jeg har lige en måned tilbage med holdet, inden jeg fri og Så skal jeg bruge noget mere fritid med mine piger og så skal jeg nok også lidt mere på golfbanen.

HM: Er der nogle specifikke øjeblikke eller kampe, der står ud som særligt mindeværdige for dig?

André: Første semifinale i år mod Rødovre. Der spillede vi noget af den bedste hockey jeg har set pigerne spille, de fik hanket op i hinanden igennem hele kampen, selvom vi kørte på to kæder og alle var presset.

Det er en kamp jeg vil huske i lang tid.

HM: Hvordan ser du fremtiden for kvindelig ishockey i Danmark, og hvad skal der til for at sporten kan vokse yderligere?

André: Når jeg kigger rundt på Kvindeligaen og Kvinde2 holdene i klubberne, så er der potentiale til meget mere.

Det skal dog være klubberne der driver det og have ambitionerne om at flytte noget. Det synes jeg halter gevaldigt.

Der nogle få klubber ligesom Odense, som tør bruge tid og penge på at skabe et elitemiljø for pigerne og der er så mange talentfulde piger derude som fortjener mere.

Vi har i denne sæson haft Lærke som er kørt til Odense fra Esbjerg hver torsdag for at deltage og så har Ina taget turen fra København en del gange for at være med på holdet. 

Der mangler ikke opbakning fra forældrene for at give deres piger de bedste muligheder. Men der skal klart en holdnings ændring til i klubberne og måske også endnu mere fokus på pigerne fra DIU’s side.

Vi takker André for interviewet og hans arbejde med dansk kvindehockey gennem de sidste 3 år.

 

LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder