U14: DM-medaljerne fordelt på Sjælland
Mestrene
Rødovre var bare det bedste hold, og det er ingen tvivl om, at DM-guldet er fuldt fortjent.
Spillerne fra RSIK ser fysisk stærkere ud, de er langt mere skøjtestærke, afslutter bedre og har en forrygende bredde.
Kun Gentofte kan matche Rødovre i pasningsspillet, og i modtagelsen af pucken. Forskellen på de to holds pasningsspil er, at Rødovres pasninger er hårdere, og ofte også over længere afstand.
Dagens kampe endte også med sejre, og heldigvis blev den sidste kamp mod Herning spændende til sidste sekund. Kampens resultat havde ingen betydning, men det er bare sjovere, når ishockeykampe har et spændingsmoment, og det kunne Herning levere, da de scorede tre mål på fire forsøg indenfor rammerne.
Rødovre vandt skudstatistikken 16-4, men var alligevel tæt på deres første pointtab, men de kunne ånde lettet op, da Herning sendte pucken på indersiden af stolpen få sekunder før DM-afslutningen.
Jeg så et rødovremandskab med en utrolig bredde, og da jeg gik holdet igennem for at finde profilerne, så stak mange navne ud. Derfor gik jeg ind på topscorerlisten, og blev faktisk overrasket over, at Christoffer Brix og Atri Seiersen toppede listen. Jovist, de har været gode, men det var der så mange andre på Rødovres hold der var. Det er bare en rigtig spændende årgang med masser af talent. Længere er den ikke.
Hele holdet foldede sig også ud i dagens første kamp, da Esbjerg blev spillet ud af Holger Danske Arena. Hele 12-0 nød sejrscifrene på.
Der skete i øvrigt en fejl i kampen mod Esbjerg, da der var langt til boksen i 1. periode. Det går ikke.
Det ændrede ikke på, at Rødovre var markant bedre, og med sejren definitivt sikrede sig DM-guldet. Det andet på to dage til klubben på Vestegnen, da U18 også vandt DM oppe i Frederikshavn.
Sølvvinderne
Gentofte leverede et fornemt DM, og kan trække sølvmedaljerne over hovedet. Medaljer, som de kan være rigtig stolte af. Med sejrene er holdets selvtillid vokset, og de leverede en flot holdindsats i et højt tempo og fremragende sammenspil i morgenkampen mod Aalborg, der blev omsat fra hockeyspillere til statister i en forrygende 1. periode.
Fra start blev der budt på flotte sammenspillede mål, hvor pucken blev trukket som på en snor fra blad til blad. Det var fremragende, hvad de unge piger og drenge leverede. Prikken over det ”berømte i” var alligevel målet til 4-1, da Daniel Heeris leverede en lækkerbisken af et teknisk sublimt mål.
Bag Aalborgs mål tog han pucken op på bladet og svingede staven op i nærmeste hjørne og hen over skulderen på nordjydernes keeper, der ellers var på plads op langs stolpen, men han dækkede ikke lige det lille hul oppe i hjørnet. Fremragende detalje af den lille tekniker Heeris.
Kampen endte 10-1. Selvom Esbjerg senere på dagen var en noget sværere mundfuld, så viste de 45 afslutninger, hvor pucken ramte målet, at Gentofte havde rigtig meget initiativ.
Men det så alligevel ud til, at DM’s hurtigste scoring, da Julius Lundsteen, scorede efter 5 sekunder, lullede sølvvinderne lidt i søvn. Målene blev ligesom taget for givet, og da Esbjerg udlignede kort ind i 2. periode, kom tanken: ”Hvad nu, får de gummiben?”
Men Gentofte var ganske simpelt for gode, så helt fortjent fandt de vej til nettet og endte med at sikre sig en komfortabel sejr. Dermed endte sølvet i Gentofte.
Bronzevinderne
Rungsted har en ligeså fortjent bronzemedalje at tage med hjem til Hørsholm. Det skulle vise sig, at de spillede en direkte kamp om sølvet mod Gentofte i fredags, som var en kamp, der blev tabt efter straffeslag. Netop de to hold har været jævnbyrdige sæsonen igennem, og det var nærmest dagsformen, som skulle afgøre, hvilken af de to hold, der endte bedst til DM.
Siden kampen mod Gentofte vandt Rungsted fire kampe i træk, som var ganske overbevisende, blandt andet lukkede de kun tre mål ind i de sidste fire kampe, som er ret stærkt til et DM.
Nordsjællændernes største nederlag lød på 1-4, som var til Rødovre. Det er altså et godkendt DM, men jeg vil godt vædde med, at de alligevel ærgrer sig i bilerne hjem til Hørsholm, fordi medaljerne er af bronze og ikke sølv. Men havde de ikke været glade for bronze, hvis man havde spurgt trænerstaben i torsdags?
Rungsted spillede kun en kamp i dag. Det blev til en 5-2 sejr over Herning, hvilket betød, at de var sikret en medalje, men da Gentofte vandt deres kampe, blev den som bekendt af bronze.
Fjerdepladsen
White Falcons gjorde arbejdet færdigt med hensyn til at vinde begge deres kampe søndag, hvilket rakte til en fornem fjerdeplads.
Holdet overraskede stort til SM, og måske var forventninger til mere, men White Falcons leverede et flot DM, som de har bidraget yderst positivt til.
Inden DM havde jeg svoret, at White Falcons ikke ville få point mod Herning. Men de beviste det modsatte, og er bare blevet bedre som turneringen er skredet frem. Og det var en flot sejr over de jyske mestre.
Vojens var ikke den store udfordring, og sejren på 6-0 var ganske retvisende efter spil og chancer. White Falcons var ganske simpelt bare bedre end Vojens.
I den afsluttende DM-kamp vandt White Falcons med hele 12-3 over Aalborg. Hvilken forrygende afslutning på en særdeles positiv sæson.
Selvom det er bittert lige akkurat at misse en DM-medalje, så har spillerne fra White Falcons masser at være stolte af, og der er flere positive ting, man kan arbejde videre på i de to klubber. Det er kun godt for hockey-danmark.
Femtepladsen
Herning havde på sidstedagen mulighed for oprejsning og spille medaljer med hjem til Heden, men sådan kom det, som bekendt, ikke til at gå.
Igen var sjællænderne for stor en mundfuld, da først Rungsted og dernæst Rødovre sendte Herning ned på femtepladsen, som var de jyske holds bedste placering til dette DM.
Igen i 2-5 nederlaget til Rungsted havde Herning flest afslutninger, men havde enormt svært med at score. Til gengæld har de sjællandske hold været kyniske i afslutninger mod de jyske mestre.
I kampen mod Rødovre var Herning, som stort set alle andre hold, overmatchet, men Herning slap rigtig godt fra kampen, og kunne med det held, som de manglede under hele DM, havde nuppet mindst et point.
Mingus Pander havde nemlig et særdeles nærgående forsøg, da han få sekunder før tid tordnede pucken på indersiden af stolpen, da Herning havde trukket keeperen og spillede 6 mod 4. Der lød et sus gennem Holger Danske Arena, men pucken gik bare ikke Hernings vej til, så de måtte skøjte fra banen med endnu et nederlag, mens Rødovre fik maksimalt pointudbytte.
Generelt har Herning bare haft et DM under forventning, hvilket der kan være flere årsager til, men det er svært at kloge sig på, når man ikke er tæt på gruppen.
Alligevel forsøger jeg med et par småting. Holdet ser ud til, at de har haft svært ved at tackle modgang, spillet i egen zone er de tydeligvis ikke vant til og så er Hernings U14-spillere enormt søde foran deres eget mål, for de fjerner ikke deres modstandere inde foran mål.
Sidst og måske vigtigst; sammenlignet med JM, så har det været sværere at score mål mod sjællænderne end mod den jyske defensiv.
Sjettepladsen
Esbjerg har flere dygtige spillere, som nok skal komme stærkt igen, når de er kommet ind i puberteten, og bliver ligeså store som deres modstandere fra Sjælland.
De manglede simpelthen saft og kraft i deres spil, men man kunne se, at tegningerne til en god gang hockey var der, og at der var god teknisk formåen hos flere spillere. Der er bestemt ingen grund til at afskrive denne årgang fra Esbjerg i fremtiden.
Det så dog ikke ud til, at vestjyderne var kommet rigtigt ud af sengen, da de fik en hockeylektion af et veloplagt rødovremandskab i morgenkampen, så lad os hurtigt komme videre derfra.
Til gengæld var de vågnet op til dåd i kampen mod sølvvinderne fra Gentofte, som de var tæt på at snyde og dermed sende sølvet til Rungsted.
I starten af 2. periode var stillingen 1-1, og Esbjerg havde flere nærgående forsøg, men overmagten var for stor, men en ærefuld indsats senere var stillingen 1-4.
Syvendepladsen
Vojens havde kun en kamp denne søndag, og det var en hård opgave mod de store spillere fra White Falcons. De hårdt kæmpende sønderjyder holdt dog flot stand, så københavnerne først fik sat triumf på i kampens sidste fjerdedel, hvor kræfterne så ud til at være brugt hos de små spillere fra Vojens.
At Vojens ender foran Aalborg er formentlig hele DM værd for det undertippede mandskab.
Ottendepladsen
Aalborg har jeg skrevet om de foregående dage, at de formentlig har været i kælderen for at hive deres humør op igen. DM har været en stor skuffelse resultatmæssigt.
Sådan blev det også på sidstedagen, hvor de fik stryg med 10-1 af Gentofte og 12-3 af White Falcons.
Der er ikke meget andet at skrive, end at Aalborg må hjem arbejde videre for at komme stærkt tilbage, for det var tydeligt til JM, at der er masser af dygtige spillere og en god trup at arbejde med.