Anmeldt for at kramme for meget under målfejring
Modo får måske en bøde for at have fejret et mål for meget.
Krammede Modo-spillerne for meget, da de fejrede et mål i en kamp tilbage i januar? Det spørgsmål skal det svenske ishockeyforbund til at kigge nærmere på. Det skriver den svenske avis Örnsköldsviks Allehanda.
Det er Modos kvindehold, der er blevet indrapporteret for måske at have været lidt for begejstrede da de fejrede et mål tilbage i januar. Her scorede 17-årige Wilma Sundin sit første sæsonmål, og derefter glemte spillerne alt om coronarestriktioner.
"Det var Wilmas første sæsonmål, og hun havde virkelig fortjent målet. (..) Så der var meget energi, der ville ud. Det skal dog ikke tage ansvaret fra os, og vi skal huske at holde afstand."
- Modos cheftræner for kvindeholdet Björn Edlund til Örnsköldsviks Allehanda
Om Modo kan nøjes med en reprimande eller om sagen ender med en bøde, er nu op til det svenske ishockeyforbund at vurdere.