Dommerchef undskylder: Herlevs mål blev fejlagtigt annulleret
Det skulle have været Herlev, der havde vundet kampen i aftes mod Herning på et afgørende mål af Matthias Asperup
Fredag aften spillede Herlev Eagles og Herning Blue Fox den fjerde kvartfinalekamp i serien mellem de to klubber i Metal Ligaens playoff.
51 sekunder inde i første overtidsperiode skød Matthias Asperup fra en spids vinkel og blev i første omgang noteret for det afgørende 2-1-mål i kampen.
Eftersom målet i samme sekvens kom ud af position, valgte kampens hoveddommere at gennemse situationen på video.
Dommerne annullerede derefter målet, de to hold spillede videre og i det i syvende minut af anden overtidsperiode afgjorde Herning Blue Fox serien og kampen til sin fordel.
Så langt burde kampen ikke være gået, eftersom Matthias Asperups 2-1-mål fejlagtigt blev annulleret.
- Vi kan ikke gøre andet end at undskylde og beklage til Herlev for situationen, for der skulle have været dømt mål, siger Referee in chief Claus Hansen, der henviser til paragraf 63.7 i regelbogen, hvor teksten skrives således.
Hvis en forsvarende spiller forsætligt eller ved et uheld flytter målet fra sin normale position, før pucken krydser mållinjen mellem, hvor målstolperne normalt ville være, kan dommeren tildele et mål. For at dette kan ske, skal følgende betingelser være opfyldt: ◦ Målstolpen skal være flyttet af en forsvarende spillers handlinger. ◦ Den angribende spiller skal have en umiddelbar scoringsmulighed, før målstolpen blev flyttet. ◦ Det skal vurderes, at pucken ville være gået i mål mellem målstolpernes normale position.
- I det her tilfælde var det Hernings målmand, der skubbede målet ud af position, og dermed forårsagede flytningen af målet. Om det er forsætligt eller uforsætligt er i princippet ligegyldigt, fordi han er en forsvarende spiller. Matthias Asperup havde en scoringsmulighed, pucken gik i mål mellem målstolpernes normale position og dermed var det et "good goal", forklarer Claus Hansen.