En fortælling om Victor - Danmarks sejeste maskot
Han så dagens lys i 2018, i første sæson, hvor Blue Fox havde hjemmebane på det renoverede Kvik Hockey Arena. I hvert fald i den form som vi kender ham i dag. For ligesom mange andre klubber herhjemme, så havde Blue Fox også en maskot før. Men den var tæt på intetsigende.
VM på hjemmebane i 2018 blev brugt som inspiration, til hvordan man kan afvikle ishockeykampe. Hvad virker på publikum, når det kommer til lyd, show og underholdning? Blue Fox har også været på tur til Berlin, hvor man bla. har fået ideen til den målfejring man kender i dag, når hjemmeholdet scorer på Kvik Hockey Arena.

Men det var også under VM i 2018, at ideen til Victor opstod. Inspirationen kom naturligvis fra Duckly, som var den officielle maskot ved det VM. En fantastisk maskot, som alle elskede. Sådan en ville man også have i Herning. En maskot som ville være et samlingspunkt, og som skulle være aktiv under hele kampen, og ikke kun før.
Nu skal vi selvfølgelig ikke røbe for meget, da Victor jo er Victor. Men det hjælper naturligvis på det, at man også har fundet en fuldstændig fantastisk, og ovenud energisk person til at hoppe i dragten. Han giver sig selv 100 % hver gang, og det vinder han så meget på.

Da han blev præsenteret skulle han have et navn, og det blev lagt ud til tilskuere og fans at bestemme. Der kom rigtig mange bud, men i sidste ende faldt valget på Victor. Et helt almindeligt navn som alle kan, men også et navn, som har en dybere mening. På latin betyder Victor nemlig “sejrherre” eller “erobrer”.
Det er svært at sige andet, end at man har ramt plet. Alle elsker Victor. Eller næsten alle i hvert fald. Når han indtager rummet, bliver han mødt af et hav af glade ansigter og åbne arme. Alle vil have et kram. Alle vil have et billede, og det er både børn og voksne.
Det starter allerede før kampen, hvor han bliver præsenteret, og kommer ind til sit helt eget show. Om han kommer ind med en kæmpe Covid-sprøjte, en fiskestang, eller på en minicrosser, det aner man ikke. Spiller han bowling, eller rider han på en ko? Vi aner det ikke. Kun hans fantasi sætter grænser. En ting er sikkert, og det er at han på et tidspunkt får hans lysende blå ishockeystav i hånden.

Under kampen går han rundt i hele hallen. Han er aktiv og synlig. Han kommer på besøg i speakerboksen i pausen. Han kører med rundt på Zambonien. Han sidder sig ved udeholdets straffeboks, og nedstirre den udviste spiller. Han har også været på balkonen, hvor han har tømt en hel sæk med popcorn ud over publikum nedenunder, og ja, han er også over blandt sponsorerne. Ingen kan vide sig sikker.
Hans popularitet er ekstrem, og til tider er den også blevet udstillet på den helt store scene. Det er. Bla. sket ved “pick af jersey” konkurrencer, hvor vinderen simpelthen har valgt at gå forbi hele spillertruppen, for til sidst at pege på trøje nr. 98. Valget af trøjenummeret hænger naturligvis sammen med, at Blue Fox blev stiftet i 1998.

Han er med på rigtig mange udebaneture, hvor han opholder sig sammen med supporterne, og er med til at skabe en fest. På udebane er han absolut heller ikke bleg for, at give sig fuldt ud over for hjemmeholdets publikum. Han var naturligvis også med til Final4, hvor han var med hele vejen igennem. Før, under og efter kampene.
Han var også med oppe ved medalje-bordet efter finalen, hvor han selvfølgelig også fik overrakte en medajle. For han er bare en del af holdet.
Han er i den grad blevet det brand man havde håbet på. Slår man et smut forbi Blue Fox shoppen, så er der et stort udvalg i Victor-merchandise. Magneter, sengetøj, madkasser, oplukkere, pins, rygsække, køletaske, penalhus, krus, skoletaske, t-shirts, klistermærker, hagesmæk, musemåtter, og meget mere.
Men et af de helt store plusser er, at han også er der når der ikke er ishockey. Han møder op til diverse Blue Fox events rundt om i byen, og på skoler. Han møder op til børnefødselsdage, og han deltog også i Royal Run, da det gæstede Herning i 2023, og det til trods for temperature på 25+ grader.
Det lyder måske lidt selvfedt. Men det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi i Herning elsker vores maskot, og at vi er utrolig stolte af ham. Vi er ikke bare den eneste ishockey klub, men umiddelbart den eneste sportsklub i Danmark, der har en maskot, der er så stort et aktiv for sin klub, som Victor er i Blue Fox.
Viktor er et samlingspunkt, og et samtaleemne i Herning. For mange er Victor bare blevet en del af oplevelsen, at tage til ishockey.
Vi er ikke blege for at sige det, og derfor bliver han også præsenteret sådan før hver kamp.
“Velkommen til Danmarks uden sammenligning sejeste maskot. Han hedder VICTOR”