Det læser brugerne på HOCKEYMAGASINET lige nu

HM

Jason Jaspers: Som trænerteam skal vi også gå foran med et godt eksempel

Kampoptaktsmeddelelse:

Intet er afgjort i finaleserien om det danske ishockeymesterskab mellem Esbjerg Energy og SønderjyskE, selv om sønderjyderne trak sig sejrrigt ud af tirsdagens kamp 3 i Vojens. Derfor spilles der i weekenden to kampe. Fredag kl. 19.30 spilles i Granly Hockey Arena i Esbjerg og søndag kl. 15.00 tørner de to mandskaber sammen i Sydjysk Sparekasse Arena i Vojens.

- Det kan lyde mærkeligt, men på en del parametre spillede vi tirsdag vores bedste kamp i finaleserien mod SønderjyskE på trods af, at vi tabte kampen. Og resultatet kan vi ikke ændre på, så SønderjyskE fører serien med to sejre mod én. Og så må vi bare sørge for at tage det bedste med fra kampen og bygge videre på det, konkluderer cheftræner Jason Jaspers fra Esbjerg Energy.

- Et eksempel på en detalje, som vi kan tage med fra Vojens, er vores spil i undertal. Vores boxplay var fantastisk. De spiller 5 mod 3 to gange, første gang meget tæt på to minutter, og de får kun scoret en gang mod os med to i overtal. Men der er også ting, som vi skal have forbedret i vores spil og det er jeg sikker på, at holdet vil formå i de kommende kampe.

Esbjerg Energy førte tirsdagens kamp i Sydjysk Sparekasse med 2-0, efter scoringer af Frederik Bjerrum og Oliver Kjær, men måtte slutteligt se sig besejret med 3-2. Hermed er SønderjyskE to sejre fra mesterskabet, Esbjerg Energy er tre.

- I et slutspil er der sjældent plads til langvarig jubel over succeserne, men heller ikke til at lade frustrationerne fylde. Armene skal ned efter jublen og der er ikke plads til at hænge med hovedet. Den næste kamp venter. Vi skal videre og vi skal lægge frustrationerne væk. Fortiden kan vi ikke ændre, så vores fokus skal rettes mod de forhold, som vi kan påvirke, fortsætter Energy-coachen.

- Vi skal som nævnt tage de ting med, som vi gjorde godt. Og jeg brugte eksemplet med vores undertalsspil. Men det er også vigtigt at huske, at selv om man kan score i undertal, så siger al erfaring og alle statistikker, at man ikke kan vinde kampe i straffeboksen. Vi blev idømt 9 tominutters udvisninger, SønderjyskE 2. Vi kan ikke dømme kampen, men som minimum kan vi minimere dommernes muligheder for at dømme mod os og håbe på powerplays.

Igen er der udsigt til en fyldt Granly Hockey Arena, når kamp 4 fløjtes op fredag aften i Esbjerg.

- Og de mange fans i Granly Hockey Arena er ikke bare en dejlig oplevelse for spillerne. De leverer også en uvurderlig støtte for holdet. Den støtte skal bruges. Der er mange følelser og frustrationer i spil, men vi skal have mindsettet på plads. Have fokus på de forhold, som vi kan påvirke. Og vi skal huske, der vil være ”kameler som skal sluges”.

- Kroppen gør ondt, men det er kampe som disse, spillerne træner hele året for at spille. Derfor skal vi også nyde momenterne og gribe de muligheder som byder sig. Vi har talt om de frustrerende oplevelser i Vojens, men som trænerteam skal vi også gå foran med et godt eksempel. Næste kamp er fredag i Esbjerg og det bliver spændende, slutter Jason Jaspers.

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER