LIVE - Mest læste ishockeynyheder

Laura

Landsholdsprofil: Ubeskriveligt hvordan det føles at hjælpe dit land til succes

Vi har været så heldige at få et eksklusivt interview med Sebastian Dahm. Kæmpe tak til Sebastian for at deltage.

5 Spørgsmål med: Sebastian Dahm.


I forbindelse med vores projekt om at holde ishockeyinteressen i kog hen over sommeren – og give vores nye besøgende med spirende interesse for sporten mulighed for at lære de danske spillere og klubber bedre at kende – vil vi hen over sommeren lave en række interviews.


Du har efterhånden haft en lang karriere – fra Hvidovre og ud i verden i mange forskellige klubber og ligaer. Når du tænker tilbage på alle årene, hvad har så gjort mest indtryk på dig?

Jeg startede i Rødovre så det var faktisk specielt at spille i Mighty Bulls da det også var der min Far spillede før i tiden. Ellers er kulissen i Berlin og Klagenfurt det der står mest ud.


Nu tager du hul på din sjette sæson i EC-KAC i Østrig - hvad er din målsætning og forventning for den kommende sæson?

I Klagenfurt kommer man som Rekordmeister, med flest mesterskaber, ikke udenom at det er titlen der gælder hvert år. Men ligaen kommer til at være tæt i år, da både Pustertal med Markus Lauridsen og Ljubljana med Nicolai Meyer har satset stort til denne sæson.


Hvilken spiller/træner har du lært mest af eller har haft størst betydning for dig gennem din karriere?

Jeg har faktisk sent i min karriere i Klagenfurt fået et helt exceptionelt samarbejde med vores slovenske målmandstræner Andrej Hocevar.  Det er måske også grunden til det er lykkedes mig at forlænge udlandseventyret til så langt op i 30’erne.


Hvordan arbejder du og dine holdkammerater med at forbedre jeres samarbejde på isen?

Jeg snakker rigtig meget med mine backer til både kamp og træning. Både positivt og negativt. Jeg tror på at det er vigtigt at sætte store krav til hinanden hver dag, også til træning. Det er noget jeg har taget med mig fra landsholdet.


Vi er også nødt til lige at tale om landsholdet – sikke en præstation i år ved VM. Du har været med en hel del år, og det er ingen hemmelighed, at der skal til at ske et generationsskifte på holdet. Hvad er dine refleksioner her efter du er kommet hjem, og hvad er dine tanker om holdet i fremtiden?

Sejren i Herning over Canada er nok det største jeg nogensinde har været vidne til. Det er sådan en kamp man kan fortælle børnebørnene om. På det personlige plan er landsholdet uden tvivl det hold der har den største plads i mit hjerte, det er ubeskriveligt hvordan det føles at hjælpe dit land til succes. Jeg ved at der er mange der frygter det generationsskifte der skal forgå over de næste 2-4 år, men jeg er af den helt klare opfattelse at vi nok skal komme rigtig godt igennem det som hockeynation.

 Nu er hockeymagasinet også kommet på Instagram, se mere HER.
 

LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder