Det læser brugerne på HOCKEYMAGASINET lige nu

Mark J

Schweiz: Kan Fribourg genoplive Romandiets guldfeber?

Da Genève-Servette vandt guld i 2023 var det præcist 50 år siden, at et hold fra den fransktalende del af Schweiz sidst gjorde den bedrift.

Men Genève kom aldrig til play-off i år… Så er det jo unægteligt svært, at forsvare sin titel.

Betyder det så, at Romandiet – den fransktalende del af Schweiz – skal opgive håbet om, at regionen kan beholde National League-pokalen?

Normalt, ja. Men ét hold har virkelig udmærket sig i grundspillet, og nu også i kvartfinalen.

Godt nok, så er der kun spillet to kampe. Men de har været så overbevisende, at de fortjener at blive diskuteret.

Fribourg vandt 6:2 hjemme over Lugano, og i gåraftes tog de et vigtigt skridt videre mod semifinalen, ved at besejre Ticino-mandskabet 4:1.

Men inden man kaster for mange penge efter et odds på et Fribourg-mesterskab, så er der nogle forbehold som skal tages.

For det første, så er Lugano, set over de senere år, ikke specielt stærke i play-off. De rundede en finale i 2018, men herefter er det småt med overbevisende sæsoner.

Lugano er altså, med alt respekt for holdet, en relativt svag modstander.

Som vi nævnte i vores kvartfinaleprognose, så handler denne kvartfinaleserie i virkeligheden nok mere om hvem som er mindst dårlig, end hvem som er bedst.

Men Fribourg er bedst. Resultaterne taler sit eget tydelige sprog. Vestschweizerne har været meget overbevisende, og surfer på en (fortjent) selvtillidsbølge.

Det helt store spørgsmål bliver naturligvis, hvem de møder i semifinalen, hvis de skulle komme så langt. Her vender vi naturligvis tilbage med en prognose, når kvartfinalerne er forbi.

Modstandere som ZSC, Zug, Davos og delvist Bern, vil være en helt anden kaliber end Lugano.

Der hører en fodnote til Zug, og det er at klubben sluttede grundspillet i en krise, som de, efter første kvartfinalekamp at dømme, ikke nødvendigvis har lagt bag sig.

For nu, mener vi, at vi skal nyde Fribourgs flotte spil, og lige vente et par kampe mere, inden vi for alvor afgør, om de er reelle udfordrere til mesterskabet. Men er der en sæson hvor det skal være, så er det denne. Resultaterne har imponeret og været konsistente, og holdet er i absolut topform.

Fribourg har i øvrigt aldrig vundet National League. Men det samme kunne man jo sige om Genève-Servette indtil sidste år.

Husk, at du kan læse vores hele vores kvartfinaleprognose.

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER